Vejledende helbredsmæssig køretest

Har du behov for særlig indretning for at kunne betjene en bil og køre sikkert, skal du under normale omstændigheder til en vejledende helbredsmæssig køretest hos politiet. Det gælder, hvad enten du har kørekort i forvejen eller skal til at tage kørekort. Har du ikke kørekort i forvejen, skal testen foretages inden, du begynder på køre- og teoriundervisning.

Ved den vejledende helbredsmæssige køretest vurderes det, hvilken specialindretning du behøver for at kunne køre bil sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Hvordan kommer du i gang?

Først afleverer du en lægeattest fra din egen læge og et pasfoto til Borgerservice i din kommune. Når politiet har vurderet din sag, indkaldes du til en køretest pr. brev.

Til testen skal du ofte selv sørge for en bil, der er godkendt til øvelseskørsel. PTU’s Køreskole hjælper dig gerne med en skolevogn. Forud for testen er det muligt at få nogle køretimer, så du bliver fortrolig med bil og indretning. Hvis der skal tages stilling til selve indretningen af bilen, henviser vi til PTU Handicapbiler, der har den nødvendige ekspertise.

Efter den vejledende helbredsmæssige køretest

Har du kørekort i forvejen, vil du få tilsendt et nyt kørekort med påtegninger. Har du ikke kørekort, vil du, når den vejledende helbredsmæssige køretest er godkendt, kunne starte køreundervisning i en bil med den nødvendige specialindretning.


Du kan få yderligere oplysninger på 36 73 90 31.

 

 

3.000

Danskere har en rygmarvsskade

77

Af PTU’s medlemmer tilhører en etnisk minoritet

65-75

Personer får en traumatisk rygmarvsskade hvert år i Danmark.

PTU - LIVET EFTER ULYKKEN | Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede

Fjeldhammervej 8 | 2610 Rødovre | 36 73 90 00 | ptu(at)ptu.dk