Olympiaden i Beijing og menneskerettigheder

Virkede den for handicappede?

Olympiaden og De Paralympiske Lege gav i hele foråret anledning til en kraftig diskussion i medierne for og imod Danmarks deltagelse. Kulturministeren, dengang Brian Mikkelsen, og kronprins Frederik var blandt de markante skikkelser i debatten.

Burde man blive hjemme? Og dermed tilkendegive, at man protesterede imod den kinesiske regerings mange og alvorlige krænkelser af menneskerettigheder og de dårlige forhold, som mange mennesker med handicap lever under? Ikke blot socialt og med hensyn til  tilgængelighed, men også de helt klare mangler i forhold til forenings- og ytringsfrihed?

Kom man til at støtte et kommunistisk styre, som ikke vil respektere de borgerlige og politiske rettigheder, som vi anser for aldeles selvfølgelige?

Parallellen til Olympiaden i Berlin i 1936, som Hitler og Göbbels udnyttede til kraftig nazistisk propaganda, var nærliggende. Var man ved at gentage samme alvorlige fejltagelse? I dag er der jo næppe nogen, som tror fuldt og fast på, at sport, og navnlig ikke elitesport, kan holdes adskilt fra politik.

Tilhængere af deltagelse i de olympiske lege argumenterede navnlig med, at en udeblivelse ville blive optaget som en alvorlig fornærmelse og dermed svække de bestræbelser, der igennem de seneste 10 år dog har ført til fremskridt og dermed et begyndende retssamfund med større pressefrihed og visse borgerlige rettigheder.

Resultatet kender vi alle. Der var ingen, som blev hjemme, og kulturministerens omvendelse og løfte om til gengæld at drøfte menneskerettighedssituationen med sin kinesiske kollega kom der intet ud af. Der kom ganske enkelt ikke noget ministermøde i stand.