Kommissorium for PTU's interessegrupper
PTU har vedtaget at oprette nedennævnte fem interessegrupper, som har karakter af ad hoc udvalg nedsat af og med reference til hovedbestyrelsen. Det drejer sig om:
- PTU Polio
- PTU Rygmarv
- PTU Whiplash
- PTU Ulykke
- PTU Ung
§ 1
Formål
En interessegruppe skal varetage medlemsgruppens specifikke interesser, dvs. ikke dem, der er fælles for alle PTU's medlemmer, men de diagnose- eller aldersbestemte hensyn, som er særlige for henholdsvis polioramte, rygmarvsskadede, whiplashramte, ulykkesramte og unge under 40 år.
§ 2
Arbejdsopgaver
Interessegruppen bestemmer selv, hvad den ønsker at arbejde med af opgaver og i hvilken rækkefølge, de skal løses. Det er dog et krav, at interessegruppen bestandig prioriterer det, som er mest aktuelt.
Interessegruppen skal bekræfte medlemskredsen i, at dens behov og ønsker altid er i fokus, og at ingen bliver overset eller glemt.
Arbejdsopgaverne omfatter navnlig:
- Informationssøgning og videreformidling af oplysninger om bl.a. ny viden om diagnosticering, forskningsresultater, relevante nye behandlingsformer og metoder, nye specielle hjælpemidler, nye regler og ny praksis om adgang til uddannelse, beskæftigelse, sociale ydelser, pension, behandlingstilbud i udlandet m.v.
- Udsendelse af nyhedsbreve pr. e-mail til interessegruppens netværk med passende mellemrum, og fortrinsvis i de måneder, hvor PTU-NYT ikke udkommer.
§ 3
Netværk og medlemskab
Hver interessegruppe danner et elektronisk netværk bestående af de medlemmer, som pr. e-mail har tilmeldt sig gruppen.
Ethvert medlem bestemmer selv, hvilken eller eventuelt hvilke interessegrupper man vil modtage nyhedsbreve fra. Det påhviler medlemmerne selv at til- og framelde sig og at indberette eventuel ny e-mailadresse.
Medlemmerne kan sende generelle forslag, ideer, spørgsmål og tanker til interessegruppens e-mailadresse. Konkrete personsager henhører ikke under interessegruppen, men skal henvises til vedkommende kontaktperson i den kredsforening, som man er medlem af.
§ 4
Ledelse
For hver interessegruppe udpeger hovedbestyrelsen de, der skal være medlemmer af det ad hoc udvalg, som står i spidsen for vedkommende interessegruppe. Kredsforeningerne indstiller kandidater hertil - første gang ultimo 2008. Nye indstillinger indhentes efter behov og hvert 2. år - næste gang i foråret 2011.
Ad hoc udvalget har 5-6 medlemmer, som alle skal tilhøre medlemsgruppen eller være pårørende til medlemmer heri. Et medlem af ad hoc udvalget skal være engageret i arbejdet og kunne bidrage på kvalificeret vis hertil.
Hovedbestyrelsen udpeger et medlem til ad hoc udvalget. Dette medlem skal virke som kontaktperson til hovedbestyrelsen og formidle udvalgets indstillinger og forslag til hovedbestyrelsen, som har beslutningskompetencen vedrørende økonomi og alle andre udgiftsrelaterede forslag.
Direktøren udpeger endvidere en medarbejder, som deltager som fagperson i hvert ad hoc udvalg.
§ 5
Møder
Ad hoc udvalgene afholder op til to møder om året, men forventes i øvrigt at klare kommunikationen via e-mail og eventuelt telefonmøder, hvis dette er påkrævet.
§ 6
Vedtægtsændring
PTU's interessegrupper indføjes i PTU's vedtægter og i forretningsordenen for hovedbestyrelsen.
Rødovre, den 7. november 2008
H. Kallehauge





2610 Rødovre