PTU Logo - Gå til forsiden
Min kreds  -  Livtag  -  Nyhedsbreve  -  Erhvervspartner  -  English  

Skolevogn til vejledende helbredsmæssig køretest

Hvis du har behov for særlig indretning i din bil for at kunne køre sikkert og på en betryggende måde, skal du under normale omstændigheder til en vejledende helbredsmæssig køretest, inden køreundervisning kan påbegyndes.

Under den vejledende helbredsmæssige køretest vurderes det, om du kan betjene bilen forsvarligt med den særlige indretning, der er monteret til dig.

Forud for testen er det muligt at få nogle køretimer, så du bliver fortrolig med bil og indretning. Hvis der skal tages stilling til selve indretningen, henvises til PTU Handicapbiler, der har den nødvendige ekspertise.

Hvordan kommer jeg i gang?

Først afleverer du en lægeattest fra din egen læge og et pasfoto til Borgerservice i din kommune. Når politiet har vurderet og godkendt din sag, indkaldes du automatisk pr. brev til køretesten.

Til testen skal du selv sørge for bil, der er godkendt til øvelseskørsel. PTU's Køreskole hjælper dig gerne med skolevogn til denne test.

Når den vejledende helbredsmæssige køretest er godkendt, kan undervisningsforløbet starte.

Jeg har allerede kørekort

Hvis du allerede har kørekort og skal have særlig indretning i din bil og dermed påtegninger i dit kørekort, hjælper vi dig med at stille skolevogn med den særlige indretning til rådighed.

Hvis du bliver indkaldt til en vejledende helbredsmæssig køretest af andre grunde, eksempelvis fordi du skal til kontrollerende køreprøve hos politiet, er vi også behjælpelige.

 

LANDSFORENINGEN AF POLIO-, TRAFIK- OG ULYKKESSKADEDE

Fjeldhammervej 8  2610 Rødovre  Kontakt  Presse  Adgang for alle