Jesper Vollmer: Den nye normale hverdag

Jesper Vollmer gør, som han altid har gjort. Det er vigtigt for ham ikke at blive manden, der sidder i hjørnet og kigger på de andre. Det kan godt være, at han gør tingene på en anden måde, eller at de tager længere tid, men han gør det.

- Jeg tror, at det er godt både for mig selv, mine to drenge og for mit parforhold, at jeg stadig går med op i rutsjebanen i Tivoli og ikke bliver ham, der venter og holder taskerne, siger Jesper Vollmer.

Han har for ganske nyligt smidt den stok, han støttede sig til, når han skulle gå, ligesom benskinnen er lagt væk. Hans hjem bærer heller ikke præg af, at han for knap to år siden brækkede nakken på en ferie i Thailand og i en periode ikke vidste, om han nogensinde kom til at gå igen.

- Jeg har sagt nej til hjælpemidler fra starten og langt hen ad vejen også til at få hjælp. Jeg vil selv gøre tingene, siger Jesper og fortæller med et smil, at han under sin indlæggelse på Center for Rygmarvsskader i Hornbæk blev omtalt, som ’ham man ikke må hjælpe’.

- Det har været min kæphest, at jeg kan selv, siger Jesper og fortæller, hvordan det i spisesalen under hans fem måneders indlæggelse var kutyme, at tallerkenerne blev ryddet ud af personalet.

- Selvom jeg sad i kørestol på det tidspunkt og kun kunne bruge den ene arm, tog jeg selv min tallerken og satte den over på afrydningsbordet. Personalet kom farende og ville hjælpe mig. Men hvorfor? Jeg kunne jo godt selv, siger Jesper.

Husk på, at du ikke længere kan det samme

Inden Jesper efter fem måneders indlæggelse blev udskrevet fra Hornbæk, havde han en afsluttende samtale med psykologen, og han mindes, at hun sagde, at han skal huske at minde sig selv om, at han ikke længere kan det samme som tidligere.

- Det har min kone Annette og jeg grinet en del af siden. Faktisk når jeg mere i dag, end jeg gjorde tidligere. Jeg er mere effektiv, og mine projekter og drømme er de sammen som tidligere. Jeg får bare udført dem hurtigere, siger Jesper.

Et aktuelt eksempel er Huset Rå, som Jesper og Annette åbnede sammen på Bornholm i begyndelsen af 2016. Huset er et kursussted, der skal danne rammen om forskellige kreative projekter.

- Virksomhedsplanen for Rå lå klar i skuffen, da vi tog til Thailand, og huset på Bornholm var ved at blive bygget. Da jeg så pludselig sad i en kørestol, skulle vi selvfølgelig overveje, om vi skulle køre videre med projektet, eller vi skulle sælge det, siger Jesper

Jesper havde nogen tid vidst, at han skulle prøve noget andet end at være køkkenchef i Kongehuset, og drømmen om at skabe sit eget univers med en bred palet af tilbud var vokset gennem nogen tid.

- Jeg har altid været inspireret af Annette, der jo kan rigtig mange forskellige ting. Min drøm er at skabe sådan en platform for mig selv, hvor jeg både kan holde kurser, skrive bøger, lave tv og hvad jeg ellers synes er sjovt. Da jeg kom ud for ulykken, kunne vi godt have valgt at sælge vores drøm på Bornholm. Jeg kunne godt have opbygget en stilling i Kongehuset, som jeg kunne varetage, hvor jeg havde en hjælper til at klare de dele af jobbet, som jeg ikke selv kunne. Men det skulle jeg ikke.

Den plan, der lå i skuffen, da Jesper og Annette tog til Thailand, har de derfor holdt fast i, og den treårige plan har holdt.

- Det eneste, der er skubbet lidt, er hjemmesiden. Den var klar et halvt år senere end planlagt, siger Jesper.

Hvad heldigt er der ved at brække nakken?

I det hele taget er det ikke stilstand, der har præget de to år, der er gået, siden Jesper vendte hjem fra Thailand med en brækket nakke.

- Jeg har helt fra begyndelsen taget en aktiv beslutning om at være positiv. Jeg er afsindig taknemmelig for at have fået en chance mere og er meget opmærksom på at værdsætte livet og ikke at spilde tiden. Min kone bliver tosset, når folk siger, at vi er heldige, for hvad heldigt er der ved at brække nakken på en badeferie? Men jeg kan selvfølgelig sagtens forstå det held, der ligger i, at jeg faktisk har fået en chance mere. Jeg kunne jo have været død eller helt invalideret. Jeg har ikke skulle gentænke mig selv fuldstændig, så på den måde er jeg heldig, siger Jesper.

Han går faktisk så langt, at han siger, at han er et bedre menneske i dag, end han var før ulykken.

- Det har gjort vanvittig ondt og været afsindig hårdt, og det kan godt lyde kynisk, men jeg mener faktisk, at jeg er en bedre mand og en bedre far i dag. Jeg tog mange ting for givet før, og jeg regnede mig selv for udødelig. I dag har jeg en anden bevidsthed, fordi jeg ved, hvor galt det kan gå, og jeg værdsætter derfor mit liv på en helt anden måde.

For nogle dage siden skulle Jesper forsøge at forklare, hvordan han har det, til sin syvårige søn Storm.

- Jeg forklarede ham, at jeg ser mig selv som stammen på et træ, hvor grenene er alle de tilbud, der skyder i forkert retning. Det kan være dårlige vaner eller forkerte beslutninger i forhold til det, man egentlig drømmer om. Tidligere havde jeg rigtig mange grene på min stamme, men i dag har jeg afgrenet hele lortet og har et flot opstammet træ. Indimellem kommer der en ny gren, som jeg så må tage stilling til, om skal skæres af, eller om den bare skal bindes ind, så der er kontrol over den.

Nedturen kom, da fremgangen stoppede

Jesper synes, han er et godt sted i sit liv i dag, hvor han og hans familie har fundet frem til det, han kalder ’det nye normale’. Men der har været sorte huller på vejen hertil, og for et års tiden siden kom han ind i en dårlig spiral.

- Jeg var blevet advaret mod, at min fremgang på et tidspunkt ville stagnere, og at jeg skulle være indstillet på, at det ville medføre en reaktion, siger Jesper.

Det skete sidste efterår. Siden indlæggelsen på Hornbæk, hvor han følte sig som et forkælet enebarn, der kun skulle tænke på sin træning og var omringet af dygtige mennesker, havde Jesper mærket en konstant fremgang med sin fysik.

- Fra dagen i går til dagen i dag skete der små fremskridt, men pludselig stagnerede det.

Jesper mærkede ikke længere nogen effekt af sin træning, han mistede engagementet, blev doven, tog en del på i vægt og havde svært ved at finde den positive indstilling.

Jesper fortæller om en episode, hvor han var nede og se sin store søn Eliot spille tennis. Inden ulykken spillede Jesper også selv, ligesom Annette var begyndt at spille.

- Vi havde spillet en masse gode kampe sammen på vores ferie i Thailand, og jeg havde en drøm om, at vi blev sådan en rigtig tennisfamilie, der spillede sammen herhjemme og på ferier. Pludselig, da jeg stod og så på Eliot, der spillede, gik det op for mig, at jeg ikke længere kunne være en del af det. Det ramte mig virkelig, og jeg bliver også helt rørt, når jeg fortæller det nu, siger Jesper

Samtidig skulle Jesper forholde sig til den manglende fremgang med hans fysik.

- Indtil da havde jeg mærket en løbende fremgang, og pludselig skete der ikke rigtig noget. Det var virkelig hårdt, for det betød jo, at jeg skulle affinde mig med mine handicap. Det var jeg slet ikke klar til, og perioden kulminerede i det, Annette og jeg efterfølgende har døbt ’den skæbnesvangre nat.’

Den nat, der blev et vendepunkt, brugte ægteparret på at gennemgå hele ulykken og tiden efter den.

- Hverken Annette eller jeg kunne sove, og vi stod op og snakkede og græd og græd, mens vi gennemlevede hele ulykken sammen. Det var som om, vi fik prikket hul på en byld ind til alt det, der er svært, og vi fik taget hul på at tale om det.

Derefter vendte det for Jesper, og det har været lettere for ham at tale om, når noget er svært, eller følelserne overvælder ham.

- Hvis jeg for eksempel ser en film med nogle store bølger, bliver jeg påvirket af det. Men i dag kan jeg bruge det som en form for terapi, fordi jeg giver mig selv lov til at gå ind i følelsen og mærke, hvordan jeg har det. Jeg kan også lettere sætte ord på det og tale med Annette om det.

Efter den ’skæbnesvangre nat’ oplevede Jesper også, at initiativlysten kom tilbage til ham. Han fandt nogle af alle de lapper frem, han gennem tiden havde fået af velmenende mennesker, der have anbefalet ham at prøve forskellige behandlere.

- Jeg havde indtil da skrevet det ned, hver gang jeg havde fået et velment råd, men havde takket nej, for det gik jo så fint i det offentlige system. Nu var jeg klar til at finde lapperne frem og finde en behandler, der kunne hjælpe mig videre.

Kirurgi, fysioterapi og body SDS

Jesper havde fået anbefalet en svensk håndkirurg, der måske kunne hjælpe ham med problemerne med hans hånd, og han skrev derfor en mail til ham.

- Noget af det, der generede mig mest, var min hånd, som jeg ikke kunne rette ud, den var ligesom en krog. Det betød for eksempel, at jeg ikke kunne holde på en kniv og derfor havde svært ved at fungere i køkkenet, fortæller Jesper.

Da den svenske kirurg kort tid efter svarede, at han gerne ville se Jesper, tændte det derfor et nyt håb i ham, og den positive indstilling vendte så småt tilbage. Mens Jesper ventede på at skulle møde håndkirurgen, fik han gennem sit arbejde anbefalet en body SDS behandler.

- Jeg vidste ikke, hvad behandlingen gik ud på, og jeg gik lidt i panik, da jeg lå på briksen, og behandleren begyndte at hive i mig. Det føltes voldsomt, men det gjorde en forskel, som jeg ikke helt kan beskrive.

Efterfølgende har Jesper ligeledes gået hos fysioterapeut, Anders Fäldt, som han har fået anbefalet.

- Han arbejder på en helt anden og meget fokuseret måde. Han bearbejder forskellige punkter i min krop og startede med hånden, fordi den generer mig mest.

Effekten af behandlingerne er til at tage og føle på, for Jesper kan i dag strække sin hånd ud, og da han for nogle måneder siden besøgte håndkirurgen i Göteborg, var beskeden da også, at han ikke skulle opereres. Otte specialister kiggede på Jesper i tre timer, og deres konklusion var helt klar. De ville ikke skære i ham, fordi han gennem træning og behandling stadig oplever fremgang, og deres forventning var, at hans håndfunktion fortsat kunne blive bedre.

- Jeg var meget lettet og fuld af optimisme, da jeg kørte hjem fra Göteborg, husker Jesper.

Jeg savner at træne for sjov

Knivene i køkkenskuffen er i dag skiftet ud med nogle mere ergonomiske, og det har Jesper affundet sig med, for det betyder, at han kan bruge dem. Men han er stadig ikke der, hvor han ser sig selv som handicappet.

- Jeg er i en proces, hvor jeg træner med en fysioterapeut hver uge, og jeg mærker fremskridt. Måske må jeg om nogle år indstille mig på, at jeg har et handicap, og der derfor er nogle ting, jeg ikke kan. Men der er jeg ikke endnu, siger Jesper.

Han er fornyligt begyndt at cykle igen, og forleden dag vandt han en bordtennis kamp mod sin ældste søn. Selvom Jespers krop i højere og højere udstrækning kan følge med til de ting, han gerne vil, driller den ham stadig ind i mellem. For nylig skulle han lave billeder til sin nye kogebog. Det var 74 retter, der skulle kreeres, styles og fotograferes på tre dage.

- Jeg ved, jeg kan presse citronen, når jeg skal, men det koster også bagefter. Jeg kunne næsten ikke gå, da vi var færdige, siger Jesper, der ikke vil tage hensyn til sine begrænsninger i planlægningen af hverdagen.

- Jeg vil ikke skjule, at jeg går lidt underligt, og at min højre hånd ikke altid fungerer, for det er en del af mig lige nu. Omvendt vil jeg heller ikke tage hensyn til det, siger Jesper.

- Det, jeg savner mest fra mit livet før ulykken, er at træne for sjov. At træne og ikke genoptræne. Jeg kunne godt tænke mig sådan en mountainbike, hvor jeg kan styre både gear og bremser med venstre hånd. Det kunne være fedt at få det legende element tilbage i træningen, siger Jesper.